KALENDERLÅGE 14: MAGGIE HIP HURRA DECEMBER 14, 2020 | TINA BLICHFELDT

I dag d. 14. december, åbner vi kalenderlåge 14.

Bag denne låge gemmer der sig et inspirations blogindlæg fra Tina.

Husk, at hvis du har modtaget Love2stamp Club adventskalender 2020, kan du deltage i en konkurrence om et gavekort på 500,- i konkurrence-opslaget på vores Facebook hovedside “Love2stamp” og på Instagram. 

*Læs mere om konkurrencen i brochuren som du har fået med til din adventskalender.

Link til konkurrence: 

https://m.facebook.com/story.php?story_fbid=431387551583487&id=112757563446489&fs=5&focus_composer=0&ref=page_internal

Love2stamp har i hele december måned en julekalender fuld af inspirations, vi åbner en ny kalenderlåge med inspiration hver dag. 

Maggie hip hurra inspirations blogindlæg

Hej med jer.

Jeg er en af mange der er faldet fuldstændig for slimlineformatet! Det er super elegant og velegnet til at bruge både vertikalt og horisontalt, til farvelægning, til enkle baggrunde med smukke tekster og meget mere. Så denne gang tager mit inspirationskort udgangspunkt i et slimlinekort med flere teknikker involveret (bl.a. masking, farvelægning, stencils), og jeg vil forklare undervejs, hvad jeg har gjort. Jeg synes, det er sjovt at lave kort med flere forskellige teknikker involveret, ikke mindst fordi man aldrig helt 100% kan være sikker på, at resultatet bliver, som man havde forestillet sig (men bliver det nogensinde det? ;o)

Motiv:

Motivet er denne gang fra det søde fødselsdagsstempelsæt “Maggie Hip Hurra”. I stempelsættet er ikke mindre end 5 motivstempler og 2 tekststempler, så der er mulighed for at kombinere på kryds og tværs. På mit kort har jeg brugt alle motiverne på nær lagkagen – den må vente til en anden god anledning :o)

Som sædvanlig har jeg brugt min Misti til at opnå et skarpt og præcist aftryk, og jeg har stemplet med sort Memento sværte på Neenah-karton, som er min foretrukne karton til farvelægning med copics og Distress sværter.

Masking og farvelægning:

Da jeg bruger flere stempler som – hvis jeg ikke masker – vil lægge sig oveni hinanden og ødelægge mit motiv, er jeg nødt til at maske. At “maske” vil sige at maskere eller afdække. Når jeg får et nyt stempelsæt hjem, starter jeg altid med at lave masking af mine motiver. Jeg bruger en rulle med tyndt papir med midlertidigt lim på bagsiden. Herpå stempler jeg mine motiver og klipper dem ud med en lille saks langs den sorte linje. De små klistermærkemotiver kan bruges flere gange, så gem dem endelig. Man kan også bruge Post It-blokke eller almindelig kopipapir med f.eks. Tombowlim på. Tombow (den grønne der fås i shoppen) fungerer som almindelig lim, hvis man limer ting sammen, mens limen er våd. Hvis man lader limen tørre f.eks. på bagsiden af et udklippet motiv, fungerer limen som midlertidig lim.

Nu går jeg i gang med at “maske” og stemple. Reglen ved denne teknik er, at man stempler det man vil have i forgrunden først, masker motivet, stempler det næste, masker dette osv.

På mit kort vil jeg have Maggie med sit flag og sin hat i forgrunden. Da hatten skal sidde udover Maggies hoved (dvs. Maggies hoved er bagerst i forhold til hatten), stempler jeg hatten først og sætter min hatte-mask over. Herefter stempler jeg Maggie under hatten, sætter mask over, stempler gaverne både til højre og venstre (da de er bagerst i motivet, stemples de til sidst).

Jeg sætter masking på gaverne til sidst – ikke fordi jeg skal stemple mere, men fordi jeg nu skal farvelægge baggrunden.

Jeg vælger at bruge stencil til at lave skyer og græs, og jeg bruger stencil’en “Love2Stamp Landscape”. Det er en stencil, jeg bruger rigtig meget, enten når jeg laver skyer, til bakker eller græs. Der er mange muligheder med den (På mit billede er de udskårne stykker i stencil’en ikke med på billedet, men det følger med i pakken)

Jeg vil gerne have lidt pang og farver på mit kort, så jeg hiver den store palette af mine Distress Oxide farver frem – og som altid bruger jeg mine blending brushes. Farverne jeg har valgt i Distress Oxide er Wilted Violet, Cracked Pistachio, Broken China, Worn Lipstick og Fossilized Amber.

Jeg lægger min stencil med kanten med skyerne på mit karton og bruger mine blending brushes til at sværte farven på. Hvor intenst man ønsker farven, afhænger selvfølgelig af mængden af farve, men her har jeg valgt, at der godt måtte være *pang* på skyerne. Jeg starter øverst med den lilla farve og flytter stencil’en nedad på papiret, efterhånden som jeg skifter til den næste farve. Til slut laver jeg græsset Maggie sidder på.

Da jeg bruger Oxide, som er vandbaseret, reagerer farverne rigtig godt på vand, og jeg laver lidt “splat” til sidst med nogle vanddråber jeg sprøjter ud over skyerne og græsset med en pensel. Jeg lader dråberne ligge på 3-4 sekunder, før jeg forsigtigt dupper papiret med køkkenrulle for at suge væden op.

COPICS FARVELÆGNING:

Nu er Maggie og hendes fødselsdagsfest klar til at blive farvelagt.

Jeg har farvelagt med Copics:

MAGGIES HUE OG TURKISFARVEDE GAVER: BG11 – BG23 – BG49
GULE GAVER: Y08 – Y17 – YR15 – YR18
LILLA GAVER: V000 – V01 – V15 – V17
RØDE GAVER OG FLAG: R32 – R35 – R29 – R59
BRUN MAGGIE: E13 – E35 – E99 – E18

Jeg farvelægger altid á 2 omgange for at dybden frem i motivet, og det har jeg også gjort denne gang. Jeg starter som regel med den mørkeste farve og arbejder mig baglæns mod den lyseste farve. Med 2. lag gør jeg det samme.

Jeg afslutter med at lave et par hvide streger i ballonerne med min hvide gel pen og giver – som altid – Maggie en våd snude med Ranger Glossy Accent :o)

HUSK, at når du farvelægger gør du dig selv en tjeneste ved ikke at sigte efter det perfekte men efter at have det hyggeligt og sjovt med din farvelægning. Der er udvikling i al læring – også fejl, så de må gerne være der :o)

Tekst:

Jeg færdiggør selve motivdelen med et tekstempel også fra stempelsættet “Maggie Hip Hurra” med teksten “Hip Hurra – det’ din fødselsdag”.

Kortet samles:

Nu er mit kort klar til at blive samlet. Der sker en masse på kortet med farver og motiver, så jeg beslutter mig for, at resten skal være ret enkelt. Jeg vælger derfor bare en hvid base, en blå tittekant på næste lag og en hvid base med scallopkant for at indramme mit motiv.

Så er mit kort klar til at blive afleveret til en hundeglad fødselar.

Har du spørgsmål til nogle af teknikkerne, jeg har brugt, er du meget velkommen til at kontakte mig eller stille spørgsmål i kommentarfeltet.

Tak fordi du kiggede med.

Kreative hilsner fra 

Tina @Tinabkkristiansen

Materialeliste:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.