Maggie Halloween inspirations blogindlæg
Hejsa…
Halloween er som bekendt en amerikansk højtid som ikke helt endnu har vundet alles hjerter i Danmark – men her i huset er vi fans! Vi fejrer Halloween efter alle kunstens regler med græskar med lys i, hekse, spindelvæv og alt det der hører til – og vi har altid masser af slik klar til børnene, når de små hekse, troldmænd og uhyrer den 31. oktober ringer på og laver slik eller ballade.
Det har været rigtig (u)hyggeligt og sjovt at farvelægge skønne Maggie og hendes halloweenfest – jeg håber, I vil tage godt imod hende.
Motiver:
Alle motiverne er fra stempelsættet “Maggie Halloween”, som er et af de store stempelsæt fra Love2Stamp og som kan mixes på kryds og tværs – også med de mange andre skønne halloween stempelsæt, du finder i shoppen. Jeg har f.eks. brugt teksten “slik eller ballade” fra dette stempelsæt på et andet kort med andre motiver.
Jeg har masket rigtig meget på dette kort. Når jeg får et nyt stempelsæt, er det første jeg gør altid at lave masks til stemplerne. Jeg masker tit mine kort. Det er ikke svært at lave masking, man skal bare holde tungen lige i munden…det motiv der skal være forrest skal stemples først, så sætter man sin mask over det stemplede motiv, dernæst stempler man det næstforreste motiv, masker osv. osv.
Her har jeg stemplet Maggie i græskarret først, masket hende og stemplet græskarret til højre for hende. De 4 græskar til venstre er også masket og stemplet ovenpå hinanden – det er altid sjovt at tage maskingen af til sidst og se, om maskingen lykkedes! :o))
Jeg har som altid stemplet på Neenah karton med sort Memento sværte i min Misti.
Farvelægning:
Også denne gang har jeg brugt mine COPICS til farvelægning.
COPICS Farvekombinationer:
MAGGIE: E11 – E13 – (E35) – E99 – E18
MAGGIES INDERSTE ØRE OG TUNGE: E20 – E22
ORANGE GRÆSKAR: YR18 – YR68 – YR04 – Y17 (Jeg har skiftet mellem at bruge YR68 og YR15 for variationens skyld). De mørkeste skygger er lavet med R59.
GUL/GRØNNE GRÆSKAR: Y02 – YG67 – YG63 – G28
STILKE PÅ GRÆSKAR: YG91 – G94 – G99
Baggrund:
Her har jeg først farvelagt motiverne med COPICS og derefter lavet baggrunden – men det kan være en god idé at lave baggrunden først, så det ikke er helt spildt, hvis baggrunden mislykkes.
Jeg har masket alle motiverne og brugt mine Blending Brushes og mine Distress sværter: Wilted Violet (lilla) – de orange farver er Spiced Marmalade, Carved Pumpkin og den mørkeste er Crackling Campfire, som går over i en rød nuance. Jeg har til sidst dryppet lidt vanddråber på og en lille smule hvidt meget fortyndet malingsprøjt.
Som altid afsluttes Maggie med Ranger Glossy Accents på snuderne for at give en våd snude-effekt.
Tekster:
Teksten på forsiden af kortet er fra samme stempelsæt, “Maggie Halloween” og der står “Ha’ en (u)hyggelig Halloween”. I samme stempelsæt er også teksten “slik eller ballade”.
På bagsiden af kortet er stemplet med en af mine yndlingsstempler, Vodoo dukken! Den får altid folk til at smile stort. Teksten er fra stempelsættet “Handmade”.
Kortet samles:
Nu mangler jeg bare at samle mit kort. Det er hurtigt klaret, for kortet er denne gang uden 3D-puder og udklippede motiver.
Kortbasen er hvid basiskarton og til basislagene har jeg brugt min slimline dies.
Nu er Maggie og hendes venner klar til at Halloween-feste med masser af slik og ballade og (u)hygge!
Tak fordi du kiggede med.